forår


Se den nyeste produktliste på min hjemmeside

Det er forår, og alt det mest spændende er i gang. Grundlaget, forberedelserne af jorden, så, plante, gøde. Forventningerne om en god høst ligger i den jord vi, former – på den rigtige måde – på det rigtige tidspunkt. Vi kan ikke vide, om det går godt – men chancen er der, hvis vi forsøger.

Aspargeserne spirer
Det er svært at komme uden om asparges. De sidste 20 år har jeg spist asparges på min fødselsdag d. 23. april – også i år. Mark 6, som vi har høstet alle skud der stak op i to år i træk, kvitterede for voldsorgiet med en flot portion til min families festmiddag – intet over – intet overhovedet i nærheden af.

Og meget mere spirer
Vi tager en rundtur: Porrerne på mark 1 bliver høstet stort i mini og fingerstørrelse. Løvstikke og spansk kørvel presser sig om ved siden af kommenfeltet. Mark 2 har små grønspirende persillerødder og nogle overvintrede Deep Purple gulerødder.

Hvidløg står forårsløg-klare på 3, 10 og 17. Havesyre høster vi på 8, 10 og 12. Purløg (meget snart blomster), kørvel i roset, mælkebøtte og feldsalat fylder mark 11. Grønkål, rød russisk ditto og rød rosenkål har sat en masse små buketter og snart får de blomster. Jordskokker høstede vi til plantning den 26. april fra mark 16. De spirende skud med smag af artiskok kunne godt bruges, men så skal I være hurtige.

Her på mark 16 står min inspiration til næste forårs vilde nyhed, så ikke mere om den nu. På 17 er der ved at være små røde og hvide forårsløg. Rosetkarse her og på 34 er ved at blomstre og kan spises lidt endnu.

På 22 er der rødknæ, jeg ved godt den er lille, men nu skal jeg lære at få den lidt større. Vinterportulak er meget flot i sit terroir, fordi det lige har regnet og kalvene ikke har fået spist det hele.

Carl-Bents hankanins ubændige sexlyst
Som det sidste supplement til menukortet har mine to hunkaniner kvitteret med i alt 14 unger på Carl-Bents hankanins ubændige sexlyst. Og så er der kun tilbage at sige: Asparges. Fuld fart frem fra 5.-10. maj i blå og grøn og hvid. Og skål i den nyudsprungne aspargesøl fra Herslev Bryghus for Nomas forpligtende udnævnelse til verdens bedste. Fint for Noma, fint for København, fint med mig.

Til lykke til holdet!

PS. Årets Aspargesøl er klar til bestilling fra 26. april fra Herslev Bryghus.

Se den nyeste produktliste på min hjemmeside

Nyt produkt fra næste år: Vilde løg


Reklamer

Så kom den periode på året, hvor det er på tide at vågne op, vænne sig til teknisk at stille urene frem og dermed hele sommeren konsekvent at – mangle en time. Et symptom på, at vi i vores tidsalder mener, vi skal kontrollere/have styr på alt – inklusive tiden.  Ikke desto mindre er jeg blevet et år ældre end sidste forår. Og det er meget anderledes end sidste år, og det var sidste år også, selvom meget ligner gentagelser. Grønkål ser meget anderledes ud i år end sidste år – se selv her:

De små overvintrede gulerødder er i år flottere end de foregående år, jordskokkerne lige nu meget friske, alle urterne, rosetkarse, mælkebøtte, koriander, kørvel og alt det vi ikke spiser er røde i bladene, en kuldeforsvarsmekanisme, der gør planterne mindre sårbare, ikke mindre spiselige.

Jeg er for få dage siden blevet bevidstgjort om en lille rigdom mere på mine jorder – et rødknæterroir, jeg siger ikke mer’. Blot et lille billede, og så kan jeg afsløre at hele planten er dybt spiselig, lidt syrlig/sød og søster/bror til havesyre.


Stenbiderrogn med alt godt fra marken

I dag har vi lavet sække, og Henning fra Lejre kom og hentede. Han havde taget en lille gave med, ca. 300 g. stenbiderrogn, han oven i købet havde hinderenset. Heldigvis skulle alle mine børn noget i dag, og også Bualoi skulle på besøg, så se lige hvad jeg lavede helt til mig selv:

Jeg hader opskrifter, så derfor meget udførligt: Udvendigt: 5 i 12 -”rød” rosetkarse, 5 over 12 – purløgløg, kl.1 – lurpaksmør forrest og ovnristede humpler rugbrød fra Bageren i Gislinge, kl.2 – koriander (beviset på at koriander er en fuldt tilpasset nordisk plante), kl. 3 – små rødløg fra Bøje og yderst – græsk karse. Kl. 4 – feld-vår-salat, kl.5. – Bintje- kartoffel. Kl. 6 – Mælkebøtte. Kl. 7 – rød jordskok, kl.8 – kørvel . Kl.9 –  Belidaæble fra Kjeld. Kl 10 – Porre. Kl. 11 – Rødknæ.

Den hvide masse i midten er ymer fra Arla, som jeg har drænet og rørt med K-salat majonæse og Domyati ost fra Nordex-Food, rød klat ovenfor selvfølgelig Hennings æg med lidt sydesalt fra Læsø i sidste sekund. I underkanten af den hvide masse, for at højne det nødvendige glykæmiske indeks i maden for sådant hårdtarbejdende folk som mig: rå smalstavede bintjekartoffelskiver (jeg kan virkelig ikke lide rå kartofler, men det her er ok), saltet en halv time, udvandet 10 minutter, marineret sammen med jordskok og Belida æble skivet i en lage af en lime og 100 g rørsukker i ½ time (afdrænet før servering – til mig selv!).

Dette billede er taget 20 minutter efter billedet af den fulde. Det skal dog ærligt siges at Bum (min yngste på 7) udover en pose Haribo blev bestukket med en skefuld rogn og lov til at se alt på børne-TV i aften mod at lade mig spise alt det andet i fred. Tak for lån af tallerken til Søllerød Kro.

Apropos: Michelin, kunstnere og kokke og alt for mange ord

Jeg har en hund , der hedder Tjika, det er en labrador og de æder alt. Hvis jeg smider et eller andet i dens madskål, så spiser den det – så er jeg kok.

Hvis jeg giver den et ben, så tager den det op i kurven og knurrer, hvis nogen kigger på den – så er     jeg kunstner.

Hvis den gør noget forkert – råber jeg : ”Dæk!” – så er jeg Michelin.

Tillykke til AOC!

aspargesSå er der asparges! Foto: Mille Stengård

Så er magien startet. De sidste 14 dage har vi i familien spist mellem et halvt og et helt kilo asparges –  hver dag. Selv Lucas  på 11 og Bum på 6 grovæder, det har de ellers ikke gjort før.

De gamle asparges på mark 6, som vi blev ved med at høste på til ind i september sidste år, har i protest mod den voldsomme behandling sat en masse skud i år også, så de får lov at leve et par måneder mere, inden vi lægger kartofler til nye små i september.

I dag: 27.4. – de grønne asparges er for alvor startet, jeg mulder aspargesbedene op til at lave hvide asparges. Se de flotte billeder på Milles side, og se endnu flere billeder her.

På fredag kører jeg i Grøften med asparges og  aspargesøl. Om en uge ca. 3.-4. maj er vi oppe i fuld kadence med grønne, hvide, tykke grønne lammefjords og lilla asparges, jeg glæder mig meget og håber spændt alt går til alles tilfredshed på trods af økonomisk utid.

Sådan en spænding og forventning kan give lidt kort lunte, så jeg har lovet at tage mig sammen, ikke brokke mig så meget og respektere at mine børn og min kone ikke kun tænker på asparges og andet bras .

Alt det andet

På mark 1 er miniporre noget større (lille blyant), med lille løg i bunden, porrer er klare med stok og ”sideporre” – det mest velsmagende i porrens liv. Romainesalat er plantet sammen med hestebønne og nogle bønner fra mine søde medarbejderes hjemland – Letland. De første selleri og spidskål er plantet på mark 6 ved siden af de gamle asparges.

9 har første gang nogensinde Belle de Boskoop æbletræer i voldsom blomstring for andet år i træk. Fransk syre pryder mark 10, og 11’s purløg står flot i knop, blomstrer om en uge. På 12 er der plantet tidlige porrer og sat skalotteløg.

Langs mark 13 er Nancy-mirabeller i blomst – det bliver et rigtigt mirabelleår i år, også alle de ikke indvandrede vil få meget frugt – mmm. Kartofler i alle sorter er lagt. Jeg er først klar med Hamlet i midten af juni, indtil da gemte kartofler, som også har deres berettigelse. Nyt i år vil være King Edward. Vinterportulak er meget klar med fine små blomster og er saftige og sprøde lige nu. Løg i alle former er klar nu: Hvidløg, rødløg, gule løg, lollo rossa og flere andre, alt friskt og med grøn top i forskellige størrelser.

Sidste mark, der nævnes, er 24, hvor små persillerødder (strikkepind/blyant) står grøn med top, og overvintrede gulerødder får lov at stå og give blomster og senere frø – et sjovt krydderi, men det varer et par måneder endnu.

And the rest is  —- asparges!


Og en invitation

Onsdag den 20. maj klokken 18.30 holder min kone Bualoi, Mystiske Mr. Mox og jeg magisk aspargesaften, hvor aspargesplantens forunderligheder vil fortrylle sanserne – alle nævnt ingen glemt.

Du kan se og downloade hele produktlisten for maj her.

Interesserede  kan bede om program og tilmelde sig på info@asparges.com med navn, antal og tlf.nr. Der er plads til ca. 65.

Prisen er 400 kr./person. Det er vigtigt at være til tiden og ikke have spist for meget, da der er meget asparges, der skal smages på.

vinterportulak

Vinterportulak

purløgsknop

Purløgsknop

porrestok

Porrestok

asparges

Og ikke mindst masser af asparges

mad og bolig

Der er en lang artikel, som handler om mig og mine asparges i Mad & Bolig i denne måned. Der er også en hel del opskrifter, mine og Bualoys.

Man kan læse artiklen her.

Og meget apropos, så er det lige oppe over med årets første asparges…

Se produktlisten for april

3039-003

Purløg-løg

Fik min første asparges den 29. marts, ren eliksir, men jeg måtte 15 cm ned i jorden for at hente den. Bualoi og jeg plantede 22000 aspargesplanter af sorten Herkolim d. 28. Der kom en gammel tysker med planter og plantemaskine og blev i to dage. Han var forfærdeligt glad for mit aspargesøl, som vi har en fustage prøveøl af. Og forfærdelig glad for at være med rundt på varetur og få serveret ostebord på Kong Hans af ”næsten” Thomas Rode himself. Hvor er der bare rigtig megen god dansk ost, og hvor er de gode – også mennesker – på Kong Hans.

Lige nu er et frustrerende tidspunkt, jeg har forfærdeligt mange produkter på marken, men da jeg er landmand vil jeg gerne pløje det hele ned og så (putte frø i jorden) noget nyt , glemme at det var vinter (se vaarhunger), og komme videre og lave de samme fejl som sidste år. Nej – jeg skal lave nye fejl: Den største er at jeg har foreslået Claus Henriksen fra Dragsholm (netop modtaget Gastronomisk Akademis hædersdiplom for ”Vilde Urter”, vundet ”Food and Fun” og opnået rigtig megen god medieomtale på et højere niveau end X-faktor) at producere grise på jordskokmarken.

Selv har jeg lige fået afvist at fortælle om min vinkel på forår af Politiken – fordi jeg var for kendt?! Vinklen kan læses her – ”Vaarhunger”!

Nogle ting fra markerne : Mark 1 har små porrer – lige det, jeg ønsker – og store snart med stok, også lidt overvintret kinaradise og røde glaskål  – små med top inden harerne æder dem. Mark 3 har masser af alle mulige kål stadig. I Jylland eller et eller andet sted på landet siger de, at man skal ha ni forskellige kål til påske?

Mark 8 – 12: Her begynder syren at vokse stærkt, men I får den ikke endnu. Til gengæld er der vinterkarse, vårsalat, purløg (prøv det som løg – meget kraftigt), og 4. års-porre. Små selleri på 12’eren, bladene meget flot krydderurt, knoldene kan være skadet lidt af frosten. Vi skal ned på løgmarken , hvor der er rigtigt gang i den. Den bedste løgmark jeg nogensinde har haft, med mange forskellige småløg nu, halvfingerstore hvidløg og halvcentimetertykke ditto, ræddiker – lidt endnu og salatsennep, mibuna og tatsoi i begyndende blomst. På Henriks mark er stadig lilla og gul gulerod i stor og fingerpersillerod  + pastinak – lidt større. Mark 24 har meget fine persillerødder – 0.5cm x 15cm med top, lidt små gule , orange og især hvide gulerødder. Vinterkarse og rosetkarse er rigtigt flotte på mange marker, og godt forår og asparges starter nok sidst i april, så jeg håbe, I alle klarer den til da. Jeg gør, hvad jeg kan.

NB! Jeg har i øvrigt ca. 3000 aspargesplanter af Herkolim til salg, hvis potentielle kolleger skulle være interesserede. De skal plantes i 20-25 cms dybde i rækker med 6 pr. meter og 1,5-2 m mellem rækkerne.

Overvintret selleri

Overvintret selleri

Salatsennep

Salatsennep

Vårsalat

Vårsalat, sandløg (lille fine, ligner græsstrå)), vild løg (ligner hvedeblad)

Purløg-løg

Purløg-løg

Spæd hvidløg

Spæd hvidløg

og en lille og en stor ko!

og en lille og en stor ko!

imgp1947

Grønkål og grønsag!

Forår eller vår – den første del af året – før året begynder – før livet begynder.  Det kan diskuteres, hvornår det er forår – almanakken siger ved forårsjævndøgn – meteorologen siger 1.marts. Lidt ligegyldigt.

Jeg ved, hvad forår er, en varm følelse indeni provokeret frem af længsel, og mine sanser der mærker liv og forandring.

For 200 år siden  døde børn og svage voksne om foråret af mangel på god mad og vitaminer om vinteren. Deraf ordet vårhunger. De stærkeste nåede at styrke sig ved de første grønne urter som kokleare, skørbugsurt, forskellige karser, de første brændenælder, mælkebøtteblade, og folk myldrede ud på marker, strande og overdrev for at høste livet.

For planter drejer foråret sig også i dag om at forberede sig til livet og føre det videre. Længe inden et løg spirer frem, har det forberedt et kæmpe rodnet under jorden, så det er parat til at omsætte al jordens energi til at skyde de grønne skud meget hurtigt frem, når varmen og lyset (foråret) kommer. Parat til at komme op først og sikre kraft til at formere sig. Rosetspringklap står med små fine blomster allerede i februar –  behøver ikke bier, da den er hermafrodit (kedeligt). Planten står frisk og grøn hele vinteren , mens det meste andet sover. Den smager fremragende for øvrigt. I april spreder den sine frø i små eksplosioner, og dens job er udført.

De folk for 200 år siden, der havde grønkål i en have var heldige mennesker, de kunne forsyne sig med den i dag alt for lidt brugte urt. Om foråret bliver grønkål gullig, sød og sprød, en smagsoplevelse af  højder, som forårsbebuderen, de Michelin-udsprungne stjernerestauranter kunne sprede mere glæde med end det lidt opreklamerede fuglegræs, som – respekt for det – også blomstrer om vinteren.

For os mennesker i dagens Danmark, hvor naturen og dens genvordigheder virker knap så anmassende, er ordet vårhunger i sin anden betydning dog stadig aktuel. Mange bliver triste og depressive henover vinteren, hensygner blege i mismod, fedme og så ved det første forår, bliver – måske især mænd – opmærksom på at, man kunne jo begynde at barbere sig – eller løbe en tur.

Og det er det samme som med planterne. Det gælder om at gøre sig stærk og flot , og parat, hvis der skal være chancer for at en af det modsatte køn bliver interesseret, så ens arvemateriale har mulighed for at blive spredt. Der går lidt tid med at bygge op, selv med megen grønkål og det er fornuftigt, selv om vi kan blive meget forelskede i foråret. Fornuftigt at modne et forhold, men også fornuftigt at frugten af forholdet – vores lille genansamling – dukker op næste forår, hvor der er rigeligt med grønkål til os alle.

Godt forår!

Se produktlisten for marts på min hjemmeside.

Purløg i vintersol

Purløg i vintersol

Det er (lidt) koldt derude, kyndelmisse har slået sin knude; men venner  – det er lyst nok til at arbejde ude til kl. 18, og der er ved at komme gang i det hele. Som I kan se på et af billederne nedenunder, begynder det at blomstre, køerne kælver, kaninerne parrer sig, livsbekræftende og gastronomisk forbedrende alt sammen.

Aspargesøl i vente
I sidste uge høstede jeg aspargesrødder med min lammefjordsven Søren Andreasen på sin rendegraver. På ti minutter høstede vi 50 kg fine rødder, som blev sækket og vasket og kørt til Herslev Bryghus, hvor Tor(e) og de andre blander det i hvede-”urten”, og om 14 dage vil de fortrylle alle nordiske aser med denne gudedrik – aspargesøl. Vi er i dybe , hemmelige forhandlinger om dette øl med et sted midt i Staden, ja faktisk i Tivoli, der i sæsonen sælger mange af vores asparges, men hvor man også kan få mere gourmetpræget mad som skipperlabskovs. Mere om dette emne senere, intet skal afsløres nu.

En jaget mand
Mit største problem i den snart forgangne måned har været af mere menneskelig karakter: Nemlig kokken Torsten Vildgaard fra restaurant Noma. Han har jagtet mig dag og nat i snart to måneder for at få friske blomsterstængler fra porrer til Nordic Challenge konkurrencen i Bella Centret. Hvis alle andre dyr bliver jagtet lige så hårdt i Norden, så fortjener han virkeligt at vinde for sin indsats. I øvrigt er porrestængler uden sammenligning noget af det det lækreste ved lækre porrer, glæd jer til ca. 1. april.

Og lidt brok
Og til sidst kommer alt brokket: Jeg gider ikke gå alle mine marker rundt i denne måned, for der er sgu ikke ligefrem meget nyt, men se revideret produktliste hvis du gider handle med mig. Og så er jeg sur over at når jeg sætter mig ned og vil se ”dumme”-fjernsyn – ”Hvem vil være millionær” på TV2, så kan man vinde en million hvis man ved at – champignon er en grøntsag.  Det kan I selv være! Heey mand, Søren Krarup og din fætter Jesper, hvor er I henne – det skrider med den danske kulturarv, når fjernsynsfolkene ikke engang kan den danske sprog!

I øvrigt har min kone og jeg prøvet ”Entegrasjonstasten” med henholdsvis 34 og 39 point, så nu er vi rigtigt danske – sammen.

Aspargesblog til eksamen
Men slutter blidt med, at Eva, min web-coach skal fremlægge sin hovedopgave på IT-Universitetet på torsdag den 26.2. Opgaven  drejer sig meget om www.aspargesblog.dk – jeg er lidt stolt af at have lært hende at kende. Pøj, pøj!

Kærligt forår Søren!

P.S. Næste måned får I min plan over, hvad jeg vil dyrke det næste år på mine marker, med kort og det hele!

Se produktlisten for marts på min hjemmeside.

Hvis nogen skulle være i tvivl - bemærk venligst blomsten

Rosetkarse - og hvis nogen skulle være i tvivl: bemærk venligst blomsten, den er et sikkert tegn på, at foråret er på vej

Rosetkarse

Rosetkarse

Porrer på vej - porrestængler er uden sammenligning noget af det det lækreste ved lækre porrer, glæd jer til ca. 1. april.

Mere purløg

Mere purløg

Porrer på vej - porrestængler er uden sammenligning noget af det det lækreste ved lækre porrer, glæd jer til ca. 1. april.

« Forrige sideNæste side »