Miniknudekål

Det er en fornøjelse allerede fra slutningen af oktober at se COOP (Danmark) starte juleudstilling i vores lokale Brugs i Gislinge. Et andet flot bæredygtigsæsonbevidsthedsindslag er at man hele året kan købe peruvianske flotte, grønne asparges.

Aspargesfrø
En tredje fornøjelse for mig er at jeg er ude at høste aspargesfrø . I mine tjørnehegn gror forvildede asparges med gener (arvemateriale ) fra de asparges, man tidligere dyrkede på Lammefjorden – Dansk Kæmpe hed de.

Aspargesplanter er enten hunplanter eller hanplanter, så det der foregår er – det vi alle ved – det rene sex. Altså bier der flyver med pollen (sæd) fra hannernes kønsorganer til hunnernes ditto (ditti?) hvorved der kommer helt nye individer ud af det. Sådan er det og det er rigtigt sjovt.

Spørgsmålet er om det skal blive ved med at være sådan?

Skal vi erstatte sex med GMO (genetic modified organisms)?
Jeg synes det er meget betænkeligt, og hovedkonklusionen på en konference afholdt 29.10. af fødevareministeren var da også at betænkelighederne er mange ved konsekvenserne af GMO-teknikkerne på planter i det frie. Dvs. der var en stor enighed om at intet var helt sikkert, blot at det vi skal beslutte er om vi skal acceptere noget der er 80% sikkert, eller måske 98% sikkert?

Problemet med konferencen var, at de eksperter der var med, var forskere der arbejder med et vist antal faktorer – aldrig alle faktorer. Jeg savnede eksperter f.eks. landmænd, der måske havde intuitive og måske følelsesmæssige faktorer med, det tætteste på var en rapport fra nogle eksperter om disse landmænd.

Som konventionel landmand vil jeg gerne opfordre andre konventionelle landmænd til at spise GMO-frit brød til og gå ind her og melde deres arealer fri for GMO de næste 5 år, fordi:

  • Vi tjener ikke flere penge på det
  • Vi – og andre – ved for lidt. Der er stor usikkerhed om konsekvenserne
  • Vi får endnu flere regler og kontroller – alle sammen
  • Resten af befolkningen synes, vi er nogen endnu større svin end i øjeblikket
  • GMO er totalt usexet

Greenpeace er behjælpelig med en underskriftindsamling fra alle på linket: www.greenpeace.dk/gmo hvis du mener, vi lige skal vente lidt. Kører indtil 9.11.

En opdatering fra markerne
Jeg skal selvfølgelig så de der aspargesfrø og se, hvad der kommer ud af det. Darwin har ikke levet forgæves. Vores gulerødder smager rigtigt godt i år. Det eneste, vi har gjort, er, som jeg tidligere beskrev, at jeg sprøjtede glyphosat inden gulerødderne kom op. De har stået og vokset rigtig langsomt hele sommeren og indtil nu, hvor det er meget vådt.

Se produktlisten for november her.

Slow food i Torino
På billedet fra Slowfood arrangementet i Torino gik det også søvndyssende langsomt. Slowfood ideen er rigtig god, men jeg holder mere af mit langsomme arbejde end det store netværksarbejde. Men fik gode kontakter og en hvid Alba-trøffel med hjem. Så om 25 år er der måske hvide Lammefjordstrøfler, eller kartofler der smager af hvide trøfler, asparges og fisk.

Intet er sikkert og alt muligt?

PS: Årets bedste Lammefjordsgulerod (Beskyttet Geografisk Betegnelse ligesom Appelation d´origine Controlée-systemet for vin) er d. 3. november udvalgt på Dragsholm Slot af politikerne Jakob Jensen (Venstre), Pia Kjærsgård (Dansk Folkeparti), Ole Sohn (Socialistisk Folkeparti) og Thomas Adelskov – borgmester (Socialdemokratiet). Flemming Risegård (billedet), var den dygtige landmand, og jeg overgår til kun at have disse Gran Cru-gulerødder som kg-vare i gulerod så længe lager haves.

Gulerodsvandhund

Slow food - Per Grupe fra Mørdrupgård

Solbrændte gulerødder

Efterår

Flemming Risegårds gulerod blev årets Grand Cru