Jordskokmark september 2006

Regnen har været fantastisk for aspargesmarkerne. De nyplantede, der var ved at bukke under for tørken, strutter af nye skud, det gør de gamle marker også. De satans harer er holdt op med at æde aspargesskuddene men er til gengæld gået til angreb på de nyplantede knudekål, der er klar til oktober. De sidste asparges høstes på mark nummer seks denne og næste uge med, kun et kg/dag. Radiser, ræddiker og majroer vælter op og er nok klar (ca.15 forskellige) fra 1.10. Beder i rød rund, lang, cheltenham mono, stribet, gul og hvid er der nu fra valnød til billardkuglestore. Lange røde store fås fra Bøje sammen med kg.-vare i pastinak og persillerod. Små og mellem i disse er også klar . Sellerierne gror nu godt, der er små, mellem og om en uge store.
….

Gulerødderne er fingerstore i Carlo, gul, hvid og lilla + karotter, store i kg-vare fra mine Lammefjordskolleger, især Arne. Kommenrod er klar til Bo, fennikel er små til mellem. De sidste af skærmplanterne er koriander -, hvor de små springende citrussmagende frø kommer inden for de næste to uger, mitsuba, en japansk selleri-persillelignende bladgrøntsag også, skærmdild, næsten klar, skærmfennikel – super lakrids, sødskærm – er lige plantet – beregnet på næste forår.

Spidskålen på mark nummer et giver endeløst små og mellem spidskål, på mark tre er høstklar cavolo nero og grønkål, et lille hold broccoli er som knudekål i rød og grøn klar oktober.

Porrerne på mark nummer et er ved at vælte himlen, den bulgarske kæmpe i lang (½-1m) finger, Lancia i kæmpe er ved at blomstre, Jolant er en pæn mørkegrøn almindelig porre, og så er der mini og minimini. På samme mark pibeløg, Red Welsh, har også Rosso lunga di Firenza som forårsløg – hmm? Løg fås i kg, også skalotte, og perleløg i rød og gul.

Majsen er nok det, jeg forbinder mest med september, minimajs kører ufortrødent videre noget endnu, kolbemajs findes i små og storkernede, gourmet og supersøde.

Hestebønner til de næste fjorten dage, små måske lidt længere (som grønne bønner).
Romaine og egebladsalat er klar, frisee og radicchio så småt også.

Squash har det lidt vådt, men findes i grøn,gul og ufo l forskellig størrelse.

Karse og græsk karse er på rosetbladstadie, lidt senere kommer en brøndkarsesmagende for mig ny karse, som jeg glæder mig lidt til, sammen med i øvrigt dyrket rucola, hvoraf der er blomster nu, det vidste jeg faktisk ikke før i går. Vores store kanal rummer i øvrigt voldsomme mængder brøndkarse, ekstremt smukt, men jeg tør ikke høste den af hensyn til fødevaresikkerheden.

En lækker ting til fisk er crysanthemum, men det er der nok ikke nogen, der tør! Derimod tør flere purløgblomst og kinesisk ditto.

Krydderurter er ikke, hvad de har været, bortset fra rosmarin, men også estragon , gul merian, krybende sar og sar i blomst.

Hylden er flot moden som aldrig før – noget for almanakkøkkenet!

Kvæderne hænger og har også glædet sig over regnen, men er desværre nok alle solgt.

Æbler findes fra Kjeld i Gråsten p.t., pære er helt klart nu, Clara Friis, om 14 dage har jeg selv rigtig mange (to tons) totalt usprøjtede , dog ikke økologiske, for det må man ikke sige.

Til sidst vil jeg nævne, at vi mellem bygerne høster kartofler, klar er : asparges, æggeblomme, marabel, ballerina, roseval, jutlandia og bintje. Vitelotte og dita kommer snart.

Du er meget velkommen til at tilmelde dig mit nyhedsbrev for løbende opdateringer om, hvad der skyder frem i Lammefjorden.